Om facet

Værksted-Facet_Gorm-Branderup0010003.JPG

Facet er en skole for dig, der har lyst til at lære noget, få gang i voksenlivet og være en del af et fællesskab.

Vi er en lille overskuelig skole i Åbyhøj for unge mellem 17-25 år med særlige behov. På skolen går der ca. 30-35 elever, og vi er 7 ansatte. Vi holder til i hyggelige lokaler med gode undervisningsfaciliteter, værksteder og vores egen bus. Det er nemt at komme til og fra skole med offentlig transport.

Eleverne er overvejende STU elever (Særlig Tilrettelagt Uddannelse), men vi samarbejder også med kommunerne om andre typer af forløb.

Hvis du tidligere har haft svært ved at lære i store sammenhænge, hvor tingene går hurtigt, og der stilles store krav, kan du her få hjælp til at lære på netop din måde og dit niveau.

Du møder en tryg atmosfære og et godt fællesskab, og vi giver os tid til at lære dig at kende. Sammen lægger vi en plan for din uddannelse og sætter mål for, hvordan du udvikler dig, bliver dygtigere og mere selvstændig.

På Facet kan vi rumme mange forskellige slags unge: Nogle er indadvendte og stille, nogle har mere fart på, nogle er lidt langsomme og mangler tro på sig selv, nogle har sociale eller psykiske problemer. (Altså problematikker eller diagnoser inden for autisme spektrum forstyrrelser, sentudvikling, sociale problemer, psykiske problemer og opmærksomhedsforstyrrelser).

Vi ser det som en fordel, at vores elever er forskellige. På den måde oplever vi, at de ofte hjælper og inspirerer hinanden.

På Facet er underviserne både dygtige til deres fag og gode til at snakke med eleverne. Alle har 4-årige læreruddannelser, og en del har flere uddannelser eksempelvis ergoterapeut, pædagog, snedker, skrædder og diverse vejlederuddannelser.